Stille vintervandring i Boserup Skov lørdag d. 29. december (Udsolgt)

På denne vandretur får du tid og ro til at blive ladet op af naturens ro og skønhed, samt mulighed for at reflektere over året der gik, og hvilke ønsker du har for året der kommer. 
Vi slutter stillevandringen af med bålhygge og fælles snak.

På stillevandringen i den fredfyldte Boserup Skov er der ingen krav til dig. 
Du kan bare slappe af, nyde naturen og få ro i krop og sind.
Det er netop, når der er tid og ro og hjernen kan slappe af, at du kan gøre dig tanker om de vigtige ting i livet og at de gode ideer kommer af sig selv.

Lyset kan være helt specielt på en vintervandring

Vi mødes kl. 12.30 og går derefter omkring 2 timer i skoven og langs fjorden. Vi går i stilhed – men undervejs vil jeg guide en enkelt naturmeditation samt læse korte tekster op, som lægger op til eftertanke og inspiration til dit liv.

Omkring kl. 14.30 tænder jeg op i bålet ved shelterne ved fjorden. Vi får noget varmt at drikke og lidt at spise, mens vi varmer os omkring bålet. Vi har en fællessnak om dagens tur og egne reflektioner. Man byder ind i det omfang, man har lyst!

Bålhygge og fælles reflektion

Vi bryder op omkring kl. 15.30 og går tilbage til parkeringspladsen. Efter turen er vi forhåbentligvis blevet klogere på, hvilket fokus vi hver især gerne vil have i år 2019;  hvad enten det er oplevelser, socialt samvær, arbejdsmæssige mål, prioritering af tid, noget nyt du gerne vil lære, eller noget helt sjette. 

Tidspunkt

Lørdag d. 29. december 2018 kl. 12.30 – ca. 15.45

Pris og billet

Turen koster 275 kr. og inkluderer guidet tur, varme drikke og snacks, en notesbog til egne reflektioner samt skovafgift.

Klik her for at bestille billet

Der er tilmeldingsfrist tirsdag d. 25. december kl. 14.

Mødested

Den offentlige parkeringsplads ved siden af Boserupskolerne, Boserupvej 100, 4000 Roskilde.

Medbring

  • Noget af drikke på vandreturen
  • En kop
  • En pen
  • Et siddeunderlag og et tæppe, der må lugte af bål.
  • Hvis der er sne eller er isglat, så overvej at medbringe en vandrestav eller skistav for ekstra støtte. 

Påklædning

“Uld er guld” – siger nordmændene. “Dun er lun” siger jeg. 

Med uld og/eller dun kan du nemmest holde dig varm på vores stillevandring. Tag gerne flere tynde lag tøj på (lag-på-lag-princippet), for så kan du nemmest justere hvor meget tøj du skal have på ift. at du hverken får det for varmt eller koldt. 

Vær forberedt på at tøjet kommer til at lugte af røg fra bålet. 

Et par gode vandtætte støvler med grov sål er gode at have på fødderne.

Antal deltagere
Turen gennemføres ved minimum 5 tilmeldte.
Der er plads til max 15 deltagere

Handelsbetingelser

Klik her for at læse Klintetours handelsbetingelser