fbpx

Den vulkanske ø Madeira er spækket med smukke vandreture. Vejret bestemmer om dagens rute skal gå over de markante bjerge eller i skovene langs øens mange vandkanaler, kaldet levadas. Ruterne langs levadaerne er ofte nemme og jævne at gå, hvilket gør dem velegnede for børnefamilier med hang til aktiv ferie.

Vandretur fra Monte til Bom Sucesso

”Hvor langt skal vi lige gå?”. Nanna (6 år) har kun gået 20 skridt fra den gondol, som har ført os fra centrum af Funchal til Monte, før hun begynder at brokke sig. Åh åh. Simon og jeg sender hinanden et uroligt blik. Det tegner ikke rigtig godt for dagens vandretur. Vi starter med at gå hen til kirken i Monte, hvorfra man kan prøve en tur ned af bjerget i en kurveslæde styret af to carreiros. Der er dog ingen vovefulde turister at se på i denne omgang, så vi vender i stedet næsen mod vandreruten. Nanna er stadig lige modvillig, men med opmuntrende tale ” Kom så Nanna, du kan godt” og udsigten til en Tic Tac-pause kommer vi i gang.
Turen går fra Monte og ned gennem den slugt, som svævebanen kørte langs. Ruten støder til Levada do Bom Sucesso og slutter i bydelen Bom Susesso. Turen er ca. 8 km lang, skulle tage ca. 3 timer og beskrevet som relativ svær. Nanna udnævnes til turguide – en rolle som åbenbart gør det hele meget sjovere. Nu går det over stok og sten. Næsten hele turen er gennem skov med høje træer og med stedvise udsigter ud over slugten og senere over Funchal og havet.

Vi kommer forbi nogle citrontræer, og Aia (10 år) vil gerne plukke en som souvenir. ”Den går ikke. Den står på en mark” svarer jeg. ”En mark??”. Aia er forvirret, for de 10 m2 flad jord kan da ikke udgøre en mark. Jo, for på Madeira er der kun ganske få m2 flad jord fra naturens side, hvilket også betyder, at landingsbanen i Santa Cruz var opbygget på gigantiske piller ud over vandet.
Efter omkring 2½ times vandring er vi nede, og fanger hurtigt en bybus tilbage til centrum. Turen var ikke meget spektakulær, men var nem tilgængelig og en god test af, hvad børnene kunne klare.

Vandretur i Nonnernes dal

Næste dag tager vi bus 81 til Eira do Serrado, som er udgangspunkt for en kortere vandretur ned i
Nonnernes dal til byen Curral das Freias. Landsbyen blev kendt, da en gruppe nonner i 1566 søgte tilflugt her under et piratangreb på Funchal. Dalen er omgivet af bjergtoppe hele vejen rundt, og udsigten er formidabel. Vandreruten er kun 2,5 km, men har et fald på 500 højdemeter. Der går hurtigt sport i at løbe turen. Aia og Nanna piler afsted, og heldigvis er deres far trailløber, og kan derfor holde deres tempo. Ned, ned og ned går det, og mine ben syrer fuldstændig til. På det meste af ruten er der fuld udsigt over dalen og de mange tinder, der omkranser den. De stopper jævnligt op – ikke for at nyde udsigten, men for at komme med opmuntrende tilråb: ”Kom så mor, du kan godt”. Meget velment, men det opleves også noget irriterende at blive fuldstændig sat af sine unger :-).

Guidebogen estimerer at ruten skulle tage ca. 1½ time, men vi gjorde det på det halve. Det blev en lidt kort tur, men mens vi tanker op med dalens berømte kanstanjekage enes min og mand og jeg om at lade være med at tage en af de andre ture i dalen, da det er bedst at stoppe, mens børnene endnu er glade. Mine ben skriger i øvrigt også på hotellets jacuzzi, så vi tager bussen tilbage til Funchal. Turen bedømmes til at være et must for enhver vandreglad rejsende til Madeira!

Vandretur fra Ribeiro Frio til Portela

Et par dage med regnvejr holder os til hotellets indendørs pool og lidt shopping i Funchal, men vejrudsigten for feriens sidste dag lover høj sol. Vi beslutter os for en heldagstur på en af øens populære levadae. Turen er på 10 km og går fra Ribeiro Frio til Portela. Turen beskrives som moderat svær og estimeres til 4,5 time.
Vi tager bus 56 fra Funchal, og efter 45 minutter er vi ved startstedet. Der er et mylder af busser og biler, og vi frygter, at vi kommer til at gå i en lang række. Vi skynder os ud på ruten, og har straks naturen for os selv.
Stien er god og terrænet let, da ruten snor sig langs bjergsidens højdekurve. Ved smalle stykker med bratte fald er der sat hegn op, og jeg føler mig hele turen tryg ved at gå med børnene – på nær den ene gang, at Nanna stak hovedet ud gennem hegnet. Så fik vi lige en snak om, hvorfor der er hegn! Hele vejen er der en sagte rislen fra levadaen, små bække og enkelte mindre vandfald. Indimellem åbner skoven sig op, og vi har smukke udsigter over øens højeste tinder, såsom Pico das Torres (1847 m) og Pico do Arieiro (1805 m).

Vi stopper konstant for at tage billeder og vi bevæger os stille og roligt derud af. Vi finder en solbeskinnet plet og spiser vores madpakker. Vi kommer rundt om bjerget, og nu har vi storslået udsigt over sydkysten og byerne Faial og Porto da Cruz. Den sidste kilometer går det let ned ad bakke forbi store, vilde hortensiabuske, og efter 4,5 time ender vi i Portela, hvor vi får os en forfriskning. På hverdage kan man nemt fange en bus tilbage, men vi gik ruten på en søndag, hvor der kun er få afgange. Derfor havde vi på forhånd bestilt en taxi til en forudbestemt pris på 45 euro for turen tilbage til Funchal.

Wow for en flot tur –klart anbefalelsesværdig!

Fakta

Hvordan kommer jeg til Madeira?

Vi bestilte en charterrejse med direkte fly og hotel. En anden mulighed er at flyve fra København over Lissabon til Madeira.

Hvornår er det bedste tidspunkt?

Der er helårsturisme på Madeira, men jeg vil anbefale man rejser om sommeren og det tidlige efterår, for at der er mindst nedbør og varmt nok til at bade. Her er der også flest flotte blomster såsom vilde hortensia og amaryllis. Der er koldere og mere nedbør på nordkysten, hvorfor vi valgte at bo i hovedbyen Funchal på sydkysten.

Hvem kan klare at vandre på Madeira?

Der er vandreture i alle sværhedsgrader. Vandrer du med børn er det vigtigt, at de har sikker gangfunktion og altid efterlever dine sikkerhedsinstruktioner, da der er lodrette skrænter på mange ture.

Vi vandrede i almindelige kondisko uden problemer. I regnvejr vil nogle ruter være farlige at gå, da jordstierne bliver glatte og ved kraftigt nedbør kan levadaerne løbe over deres bredder.

Vil man helst gå med guide, findes der et utal af udbydere i Funchal.

Hvad med kort og Guidebog?

Kort kan købes lokalt. Vi købte Kompass´ kort: Hiking Trails og roadmap Madeira 1:50.000.

Hvor bliver jeg klogere?

Klik her for at læse om Madeiras bedste vandreture på hjemmesiden Madeira A-Z

Værd at vide
Øen er ikke større end Bornholm, og der er et veludbygget og overskueligt busnet over store dele af øen. En del vandreruter starter dog afsides, og her kan det være nødvendigt enten at leje bil, benytte taxi eller vandre med en udbyder, der sørger for transporten.