Anne er din guide på vandreturen

Min historie

Klintetours er en enkeltmandsvirksomhed, som ejes af mig: Anne Rosell Holt.

Jeg har altid været dybt optaget af, at min familie, venner og medmennesker har det godt. Ligeledes værdsætter jeg ordentlighed højt.

Min omsorgsfuldhed og perfektionisme medførte, at jeg i årevis knoklede med at skabe de bedste og sundeste rammer i såvel min familie som for borgerne i de kommuner, hvor jeg var ansat som sundhedskonsulent. Jeg tillod mig aldrig at slappe af, for der var jo altid noget, som jeg kunne gøre bedre.

Jeg blev fuldstændig udkørt og sygemeldt med stress og angst. Med hvile, lange gåture i naturen og mindfulness genvandt jeg stille og roligt mit overskud. I dag er jeg meget mere bevidst om behovet for balance mellem at yde og nyde, og at jeg skal være lige så omsorgsfuld overfor mig selv som andre.

Naturen er det bedste sted for mig at lade op. Naturen stiller ingen krav til mig. Jeg kan blot nyde skønheden, lade tankerne flyve og bare være til. Når jeg vandrer eller laver mindfulness i naturen bidrager det til jeg får en balance mellem hastigt og langsomt.

I dag bruger jeg al den viden og erfaring jeg har om sundhed, stress og natur til at lave ture og kurser, som i sidste ende kan give dig øget mentalt og fysisk overskud til at leve det liv, du ønsker dig.