fbpx

I går aftes pakkede jeg unger, badetøj, lommelygte og snacks og kørte til Vigen i Roskilde i håb om at opleve morild.

For nogle år siden oplevede jeg det ved Veddelev strand, og det var en gribende naturoplevelse, som jeg aldrig glemmer. Det var fuldstændig surrealistisk, at når jeg sprang i vandet eller tog et kraftigt svømmetag, så gnistrede vandet i blå-grønne selvlysende farver.

En helt almindelig svømmetur i Roskilde fjord blev forvandlet til en magisk oplevelse i et glimtende drømmelandskab.

Hvad skaber morild?

Nogle dyr har evnen til at udsende lys. Nogle af de mest kendte er nok sankthansorm og ildflue. I havet er der ligeledes dyr med denne evne. Der er furealger og ribbegobler.

Morild skabes af algerne. Algerne producerer et stof, kaldet luciferin, som lyser op, når det bliver iltet. Denne iltning kræver bevægelse i vandet. Derfor er det ikke sikkert, at du kan se morilden, førend du springer i vandet og plasker med arme og ben, hvorved iltningen sker. Og så opstår magien!

For goplernes vedkommende er det ribberne indeni goplen, der udsender lys.

Det, mine unger og jeg fik oplevet i går, var goblerne. Når vi svømmede rundt, lyste de kortvarigt op. Det var sjovt og forunderligt – men ikke helt så magisk, som den oplevelse jeg tidligere havde med algerne.

Hvornår kan jeg opleve morild og lysende gobler?

  • Det skal være mørkt. I går gik solen ned kl. 20.15 og omkring kl. 21.30 var det så mørkt, at vi kunne se de selvlysende gobler.
  • Algerne trives bedst, når vandet er minimum 18 grader. Det er typisk hen på sensommeren, at vandet kommer op på de temperaturer, så der er bedst chance en lun nat i august og september.

Hvor kan jeg opleve det?

Det kan opleves mange steder i Danmark, men jeg får mine tips fra Facebook, hvor jeg er med i gruppen: Morild – lys i vandet.

Her er folk så flinke at skrive, hvor de har oplevet det henne.

Det er svært selv at tage billeder af morild, så jeg har istedet fundet denne video fra Den blå planet.

Nyd synet og jeg håber, at du har fået lyst og inspiration til en svømmetur i natten!

Med venlig hilsen

Anne