fbpx

Vandreretreat på Bornholm i en weekend

Jeg har været på Bornholm utallige gange. Jeg elsker simpelthen den ø. Bornholm er sådan et sted, hvor jeg bare føler mig hjemme. Omgivet af natur, klipper, ro og hyggelige byer… det er bare lige mig.

Jeg bor selv lige syd for Køge, hvilket betyder, at der ikke er langt til den færge, som kan tage mig til solskinsøen.

Og man kan sagtens få massere af oplevelser på to dage/en weekend. I sommers gik jeg 2,5 dag på Kyststien, men i november 2020 ville jeg prøve den nye sti, som går tværs over Bornholm: Højlyngsstien.

Kort fra Naturstyrelsens hjemmeside

Jeg har tidligere løbet og gået meget omkring Hammerknuden, så med 2 dage til rådighed valgte jeg at udforske midtøen.

Jeg vaklede lidt imellem at sove ude eller inde, men valget faldt på B&B.

Målet med denne tur skulle være nydelse og energitilførsel forud for skrivecamp i Svaneke med min studiegruppe. Så med udsigt til mørke kl. 16.47 her i november og usikkerhed på, hvor vådt det ville være, så valgte jeg at forkæle mig med overnatning hos Mimi i Årsballe. Hendes B&B ligger 150 meter fra Højlyngsstien, så det kunne ikke være bedre. Og efter jeg har været der, kan jeg kun give Mimi mine klareste anbefalinger. Hun er meget sød, rummet er super hyggeligt og prisen er rimelig.

 

Dag 1

Jeg ankom hos Mimi lidt i 7 om morgenen og var så heldig, at jeg kunne få adgang til mit værelse med det samme. Hun har ikke så mange gæster her i november 🙂

Hun stod sørme også klar med en kop kaffe. Skønt – for lidt klatøjet er jeg altså efter turen med natfærgen.

Dag 1 ville jeg gå syd ad Højlyngsstien, da jeg sådan glædede mig til at opleve Almindingen.

Der var løvfald, så skoven var simpelthen så smuk. Jeg var helt betaget af farverne med orange bøgeblade, dybgrønt mos, gule lindetræer, dunkle graner og hvide svampe.

Der er også mange interessante spots, som Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg, Ekkodalen … og Rokkestenen … Danmarks nok mest opreklamerede sten… 🙂

Jeg vandrede overvejende på Højlyngsstien, men sammensatte turen med lidt andre stier for at få en god rundtur.

Der var vand og toiletter flere gange undervejs, og hvis jeg ikke havde vandret uden for sæsonen, havde der også været mulighed for forplejning ved Rytterknægten, Ekkodalen og Christianshøjkroen.

Jeg har indtegnet min tur på Viewranger, og den blev nogle af 20 km og tog ca. 7 timer med pauser og tid til at læse informationsskilte om de steder, jeg kom forbi.

Download ruten fra Viewranger

Dag 2

Den næste dag gik jeg nordpå til Rø plantage. Turen startede med et længere vejstykke, men uden den helt store trafik. Dog holdt en lille rød minicrosser ind til siden for at spørge mig om, hvorfor jeg befandt mig der og hvad jeg havde gang i. Den nysgerrige var Jens – også kaldet Kongen af Årsballe … af ham selv…, som selv var på vej til Rø plantage for at drikke øl og lufte hund :-).

Der var smukt omkring Borgedalssøen og på udsigtspunktet Borgen, men selve Rø plantage var meget… plantage-agtig … med træer i lige rækker og uden det helt store vildnis. Jeg kan bedst lide natur, som virker mere rodet og urørt og med større variation i plante- og dyreliv.

Så for at peppe turen lidt op hørte jeg nogle interessante P1 podcast om natur, klima og bæredygtighed; serien Er håbet stadig grønt.

Det gav stof til eftertanke og den kan anbefales.

Turen var omkring 17 km i alt og tog 6 timer inkl. flere pauser undervejs.

På vejen tilbage handlede jeg i Krogsholm Frugt – en dejlig gårdbutik med eget mosteri + salg af frugt og grønt. Stedet er markeret på kortet med et glas med saft.

Download rute fra viewranger

Evaluering af Højlyngsstien

Jeg har gået på kort 3-5, og her er stien meget velmarkeret, men går primært på større skovveje. Jeg fik ikke helt den der vildmarksstemning, som hvis de havde lagt ruten mere på trampestier.

Der er mange flotte passager og Almindingen var dejlig kuperet og varieret. Jeg mødte ikke så mange mennesker, og jeg kan forestille mig, at også i højsæsonen vil der være ro på ruten.

Men – hvis det er første gang, du skal vandre på Bornholm, synes jeg, at Kyststien har lidt mere wow-faktor.

Mere info og vandrekort

På Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde mere beskrivelse af turen samt printe vandrekort over hele ruten.
Jeg gik på den del af ruten, som er på kort 3-5.

Klik her for at komme til Naturstyrelsens hjemmeside

Transport

Et par dage på Bornholm starter for mig med natfærgen kl. 0:30 fra Køge, og så ankommer jeg i Rønne kl. 6.

På færgen er der mange gratis køjesenge – dog er der rift om køjerne i højsæsonen og i de forlængede weekender i maj. Som regel får jeg dog en køje- særligt fordi, at når jeg går om bord, får jeg adgang før bilerne kører om bord.

For at kunne sove har jeg ørepropper i og en buff over øjnene.  Jeg får ca. 5 timers søvn. Ikke helt nok, men så tager jeg en lur midt på turen eller en “morfar”, når jeg når frem til mit overnatningssted.

Hjemturen er kl. 17 fra Rønne med ankomst 22.30 i Køge. Det vil sige, at hjemrejsedagen næsten er en hel dag til oplevelser og så stener og spiser jeg på færgen.

For at komme til Mimi, skulle jeg blot med bus 3 og jeg købte billet via BATs app.

Så vil jeg bare ønske dig en god tur og jeg håber, at du har fået inspiration til at komme ud at vandre også uden for sommermånederne.

En løvfaldstur på Højlyngsstien kan ihvertfald godt anbefales.

Anne