Guidet vandretur ved Vallø Slot
Hør om de adelige jomfruer
Frokost i slotsparken
Ro med mindfulness
Fortællinger om naturen
På vandringen bevæger vi os gennem historien og de smukke omgivelser ved Vallø Slot. Slottet har en lang og farverig historie præget af kongelige forbindelser, adelige kvinder og skjulte fortællinger fra fortiden.
Efter fortællinger om slottet besøger vi den stemningsfulde kirkegård, som indbyder til ro og eftertanke.
Herefter går turen ind i slotsparken, som byder på stor variation: åbne græsarealer og gamle, majestætiske træer i klassisk engelsk landskabsstil, der let sender tankerne mod Jane Austen. Men også mere vild og urørt skov med snoede trampestier, krogede stammer og et rigt dyreliv. På en tidligere tur krydsede en ugle vores vej – en oplevelse, der gjorde indtryk på alle. Undervejs deler guiden fortællinger og små naturhistoriske kuriositeter om det, vi møder.
Efter frokostpausen, som indtages med udsigt over en sø, sænker vi tempoet med en rolig, mindfulness-inspireret naturmeditation. Du ligger under høje bøgetræer og sanser skoven: lyset mellem bladene, fuglesangen og duften af skovbund. Herefter går vi videre i stilhed i en periode.
Turen gennemføres i en lille gruppe med højst 16 deltagere, så der er plads til nærvær og fordybelse.
Vallø slots stemningsfulde kirkegård
Sted
Vallø Slot i nærheden af Køge
Tidspunkt
Lørdag d. 6. juni 2026 kl. 12 - 16.
Pris
395,- kr for 4 timers guidet tur med frokost. Ekskl. billetgebyr.
Længde
Ca. 5 km i delvist ujævnt terræn
Din lokale turguide
Din guide på turen er Anne Rosell Holt, som bor i området og ofte lufter sin hund i parken.
Anne er mindfulness-instruktør og Master i Naturbaseret terapi og sundhedsfremme fra Københavns Universitet.
Anmeldelse
Praktisk info
Målgruppe
Turen er for voksne, som elsker oplevelser, der kombinerer natur, kultur og velvære.
Deltagerne kommer både lokalt fra Køge og Stevns og fra resten af Sjælland.
En oplagt gaveidé til mor, kæreste eller god ven/veninde. Vil du give oplevelsen som gave, kan du købe et gavekort her
Start- og slutsted
Vallø Slot, Slotsgade 4, 4600 Køge.
Vi mødes på broen over voldgraven, der leder til slottes hovedindgang. Den ligger umiddelbart overfor Vallø Slotskro. Det er markeret med et kryds på kortet.

Oversigtskort over Vallø Slot og parkering
Parkering
Der er gratis parkering. Se kort ovenfor.
Det tager et par minutter at gå fra P-pladsen til mødestedet.
Gå ad Alleén og Vallørækken.
Offentlig transport
Østbanen kører mellem Køge station og Vallø station. Fra stationen er der 1,4 km til slottet. Du kan også bestille en “Flextur” fra Køge Station til Vallø slot eller bestille en “Plustur” fra fx Strøby og til slottet.
Klik her for at læse om Flextur og Plustur på Stevns Kommunes hjemmeside
Mad og udstyr
Anne har indkøbt vand og mad til alle fra Det sunde køkken. Du kan vælge imellem:
- Laksesandwich – groft brød med forskelligt grønt, cream cheese smørelse og dilddressing.
- Kyllingesandwich – groft brød med forskelligt grønt, mayonnaise og pestodressing
- Vegetarsandwich – groft brød med falafel, hummus, avocado, salat, tomat, mozarella og pesto-dressing.
Anne medbringer også siddeunderlag af forskellig slags. Du vælger selv, hvilket du ønsker at sidde og bære på. Der medfølger en bæresele til lammeskindet.
- Vælg mellem skind, tæppe eller siddeunderlag
- Bær skindet over skulderen
Ved mødestedet får du udleveret din mad, dit vand og dit udstyr, så du skal medbringe en rygsæk, som er stor nok til at rumme dette.
Påklædning
Hav tøj på efter vejret. Hellere for meget end for lidt, da vi er stillesiddende en del af tiden.
Forudsætninger
Turen er ikke anstrengende, men du skal kunne gå i let ujævnt terræn og kunne sidde på liggeunderlag på jorden.
Pris og billet
Turen koster 395,- kr. og inkluderer
- Guide
- Frokost og vand
- Lån af udstyr
- Skovleje til Vallø Stift.
Beløbet er ekskl. billetgebyr.
Tilmeldingsfrist: en uge før
Klik her for at læse handelsbetingelser
Venteliste
Er turen udsolgt, kan du komme på venteliste. Det sker at nogle fx bliver syge og må melde afbud. Så formidler jeg gerne kontakt mellem disse personer og dem på ventelisten.
Du tilmelder dig ventelisten ved at trykke på knappen Book billet.
Aflysning
Der sker normalt ikke aflysninger på grund af vejret. Skulle det ske, får du direkte besked pr. sms og du får alle pengene retur.
Deltagerantal
Turen gennemføres ved 8 tilmeldte. Der er max 16 deltagere.
Toiletforhold
Der er toiletter i Vallø slotpark, som vi kommer forbi 2 gange undervejs.
Vandre-weekend på Stevns?
Dagen efter vandreturen ved Vallø afholder jeg Kulinarisk vandretur langs Stevns Klint.
Det er en oplagt mulighed for dig for at komme helt ned i gear med en hel weekend i den skønneste natur på Stevns.
Tag familie, venner, kollegaer eller din bedste gå-ven med på weekendtur.








