fbpx

Lad os være mennesker!

Solgårdsparken er en meget smuk park beliggende mellem Køge Bugt og Tryggevælde Å i byen Strøby Egede.

Parken har en unik og broget historie, mange kulturminder, varieret natur og er utrolig velplejet.  

Lydfortællingen  Lad os være mennesker!  lader dig opleve parken gennem spændende fortællinger, hvor du undervejs inviteres til at gå på opdagelse og reflektere.

Du kommer til at gå herfra med nye perspektiver på parken, historien, naturen og det gode liv.

De syv fortællinger er enkeltstående, så du kan lytte til én, et par stykker eller alle sammen efter tid og lyst. De varer mellem 7-15 minutter. 

Medbring

  • Smartphone og hovedtelefoner
  • Evt. siddeunderlag eller tæppe.
    Du lytter siddende det meste af tiden.
Solgården og parken år 1985.
Fotograf: Michael Borre
Spisestuen i Solgården år 1913.
Fotograf: Vore Damer Nørregade 3, Køge

Placeringen af de 7 lydfortællinger

Lydfortællingerne er hver især knyttet til steder af særlig betydning i parken. Hvert sted er markeret med et skilt.

Det er vigtigt, at du lytter til fortællingen ved det sted, fortællingen er knyttet til, idet du guides til at opleve og gå på opdagelse lige præcis dér.

Print kort

Lydfortællingerne

Solgården

På Solgården var der fest, smerte og hårdt arbejde. Tag med på den 100-årige rejse fra rigmandssommerhus til sanatorium til folkepark. Fortællingen begynder ved p-pladsen og slutter ved templet.
Lyt til "Solgården"

Tryggevælde Ådal

Vandet har været skelsættende for landskabet, naturen og alle de mennesker, som gennem tusinder af år har boet ved Tryggevælde Ås bredder.
Lyt til hele fortællingen på bænken på Ivans Ø.
Lyt til "Ådal"

De røde pavilloner

Pavillonerne er idag et sted for festlige begivenheder, men var oprindeligt behandlingssted for tuberkulose. En sygdom, som fortsat plager millioner af liv.
Fortællingen begynder ved en bænk ved pavillonerne.
Lyt til "Pavilloner"

Tempeltræer

Tempeltræerne er verdens ældste art af træer. De har overlevet masseuddøen og katastrofer. Bliv inspireret af hvordan tempeltræerne har været et symbol på håb.
Fortællingen foregår ved bænken foran kæmpebambusserne.
Lyt til "Tempeltræer"

Botanisk have

Forkæl dig selv med en stille stund, hvor du blot skal opleve naturen omkring dig. Bliv inspireret af naturens vekslen mellem vækst og hvile.
Fortællingen foregår ved bænken på bakken med udsigt over søen og skoven i det fjerne.
Lyt til "Botanisk have"

Egetræet

Danskernes liv har i tusindvis af år været spundet tæt sammen med egetræer. Træet er også en frodig enhed, der er levested for op til 1000 arter.
Fortællingen begynder ved den grønne bænk ved egetræet, der står ved søens bred.
Lyt til "Egetræet"

Træstammer

´Stevns skaber liv´ ved at etablere levesteder for vild natur. Gå på opdagelse i livet efter døden og hør om håb og muligheder for naturen.
Fortællingen begynder ved bænken mellem birketræerne, som står på modsatte side end skiltet.
Lyt til "Træstammer"

Praktisk information

Adresse

Solgårdsparken
Stevnsvej 26
Strøby Egede
4600 Køge

Link til Solgårdsparken i Google Maps

Parkering

Der er en stor parkeringsplads på Stevnsvej 26.

Solgården år 1910

Solgården år 1910

Toilet

Der er helårsåbent handicaptoilet ved parkeringspladsen. Toiletterne ved ´De røde pavilloner´ er åbne i sommerhalvåret.

Længde

Hvis du vælger at lytte til alle de 7 fortællinger, kan ruten være under 2 km.

Borde og bænke

Der er rigtig mange bænke i hele parken.

Der er borde-bænkesæt ved blandt andet ´De røde pavilloner´ og P-pladsen.

Tag gerne madkurven med og nyd kaffen eller maden i den skønne park.

Tilgængelighed

Lydfortællingerne er desværre kun delvist tilgængelige for personer med bevægelseshandicap, idet underlaget på mange stier er ujævnt og blødt, hvilket nedsætter fremkommeligheden for mennesker, der benytter f.eks. kørestol eller rollator.

De mest tilgængelige fortællinger er: Solgården, De røde pavilloner og Tryggevælde Ådal (kan lyttes til ved templet fremfor på Ivans ø).

Nedenfor vises udvalgte billeder af stier og belægning.

Stien i den botaniske have er belagt med flis

Hovedstien fra Ørneterrassen til Templet er bred og med stampet grus.

Området ved ‘De røde pavilloner’ er med smal sti og græs. Der er en mere tilgængelig sti bagom pavillonerne.

Pjece om Lydfortællinger i Solgårdsparken

Ved parkeringspladsen er der en informationstavle samt en folderholder, hvor du kan tage pjecen for lydfortællingerne.

Del din oplevelse

Del gerne dine billeder på Instagram med følgende hashtags:

#lydfortællingerisolgårdsparken

#solgårdsparken

Hvem står bag lydfortællingerne?

Idé, projektleder, forfatter og stemme: Anne Rosell Holt

Dramaturgisk sparring: Lene Vestergaard

Lyddesign: Sigrid DPAa Jensen

Anne vil gerne takke følgende for uvurderlig hjælp og sparring: Carl ‘Olli’ Pedersen (Formand for Solgårdsparkens Støtteforening); Johs Johansen (Stevns Turistforening); Dorthe Varning Poulsen og Sus Sola Corazon (vejledere på Københavns Universitet), medarbejdere i Stevns Kommune og Stevns Erhverv samt familie, venner og bekendte, der har været “prøvekaniner” 

Sponsorer

Historien bag fortællingerne

Jeg, Anne, kommer dagligt i Solgårdsparken. Og jeg elsker stedet!

Det er en følelse, som har vokset sig større og større i de 16 år, jeg har boet tæt på parken. Først faldt jeg for æstetikken. Så den forunderlige kulturhistorie, jeg bid for bid fik indblik i. Så blev jeg forundret – og taknemmelig – over, at parken plejes af frivillige. Så begyndte jeg at bruge parken til at finde ro i en travl hverdag og nød fredfyldtheden og de mange forskellige planter.

Gennem årene har jeg undret mig: Hvorfor møder jeg så få folk på mine daglige besøg?
Det er som om, at Solgårdsparken er en relativt ukendt perle i forhold til, hvor skønt og spændende der er.
Med min faglige baggrund indenfor natur og sundhed tænkte jeg: Der er et uforløst potentiale i Solgårdsparken.
Længe puslede jeg med en idé om at styrke formidlingen for at tiltrække flere besøgende og give dem større oplevelser.

Jeg udviklede og afprøvede et koncept for lydfortællinger i Solgårdsparken i forbindelse med mit Masterprojekt.

Resultaterne var meget positive. Testpersonerne oplevede at:

  • Få en helt ny forståelse af Solgårdsparken
  • Få større naturoplevelser end normalt
  • Finde ro
  • Have lyst til at komme oftere og være der på en anden måde end tidligere

Disse positive tilbagemeldinger gav mig drivkraft til at få gjort fortællingerne tilgængelige for alle.

Med stor opbakning fra sponsorer og samarbejdspartnere lykkedes det i år 2024.

Tusind tak!

Jeg håber, at flere kommer til at holde af – og sågar elske – Solgårdsparken.

Anne

Vil du læse et 6- siders uddrag af masterprojektet, så klik på billedet. 

Inspiration til oplevelser på skønne Stevns

Stevns Klint